Børnefestivalen arrangeres af den kirkelige børne- og ungdomsbevægelse KFUM og KFUK, og er en tilbagevendende begivenhed, som hvert andet år afholdes forskellige steder i landet.

Børnefestival i Haderslev

Festivalen afholdes i Haderslev by i weekenden den 16.-18. marts 2018, med Haderslev Idrætscenter som centrum for aktiviteterne, og sovesteder og aftenaktiviteter foregår på skolerne i byen.

Det ventes, at op mod 1.500 børn og ledere fra hele landet, vil sætte kursen mod Haderslev i weekenden 16.-18. marts 2018.

Lige nu er omkring 50 frivillige i fuld gang med at forberede festivalen, og i forbindelse med gennemførelsen forventes det, at omkring 400 frivillige vil være inddraget i arrangementet.

De levende brikker

Temaet for Børnefestival 2018 er "De levende brikker".

De levende brikker skal dække over budskabet, at vi alle er vigtige og unikke brikker i et større puslespil. Alle er vi forskellige og hverken den enkelte brik eller fællesskabet kan bestå uden hinanden.Gennem forskellige og kreative aktiviteter ønsker vi at kaste lys på ovenstående budskab. Det være sig både på scenen, gennem sang, ved eftermiddagsaktiviteter, i natkasser og gennem forkyndelsen.”

- Programudvalget bag Børnefestival 2018

Lidt om programmet

Der bliver helt sikkert gode oplevelser for alle på børnefestivalen, hvor den store scene byder på festlige værter, Kalle, der kan få musik ud af alt, drengekoret High Five og mange andre indslag og overraskelser. Der vil også være et byløb, hvor Peter fra Bibelen lærer børnene at gå på vandet, den store markedsplads, og meget andet.
Når det fælles program er slut, bydes på natkasser. Her kan man sammen med venner nye som gamle, have det sjovt på den fede måde, på den hyggelige måde, på skrå, på tværs, på langs, ... Men der er selvfølgelig også mulighed for at gå i seng, hvis man har behov for det.

Oplevelsen af fællesskab

KFUM og KFUK er en kirkelig børne- og ungdomsorganisation, som har til formål at skabe aktiviteter og fællesskaber, hvor børn og unge møder den kristne tro og oplever dens relevans for deres liv.

Målet med Børnefestival 2018 er, at deltagerne skal oplevelse det store KFUM og KFUK-fællesskab, og at de møder den kristne tro, og oplever dens relevans for deres liv.

I 2025 vil KFUM og KFUK være en dynamisk og levende organisation, der når ud til flere og nye målgrupper. Vi tilbyder aktiviteter, der på et tydeligt kristent grundlag møder de behov, som børn og unge omkring os har, og styrker deres livsmod og handlemuligheder i forhold til både trosliv og samfundsliv.

- Vision for KFUM og KFUK i Danmark

Læs mere på kfum-kfuk.dk