Hvad er Børnefestival?

Gennem mere end 20 år har KFUM og KFUK i Danmark hvert andet år afholdt Børnefestival med skiftende lokalforeninger som praktiske arrangører. Børnefestivalen i KFUM og KFUK bygger på formålet om at skabe aktiviteter og fællesskaber, hvor børn møder den kristne tro og oplever dens relevans for deres liv.

Børn tilbydes derfor et weekendarrangement med aktiviteter, der spænder over sport, kreative workshops, samarbejde og tid til tro. Altsammen udført af frivillige.

Programmet består af både fællessamlinger med shows, og der vil være et væld af større og mindre aktiviteter.

Hvorfor Børnefestival?

Børnefestival's overordnede formål er i direkte tråd med KFUM og KFUK's vision. Børnefestival skaber aktiviteter og fællesskaber for børn, der i trygge omgivelser kan opleve, hvordan den kristne tro bliver relevant for deres liv. KFUM og KFUK ønsker at vise børn, at de gennem aktive tilvalg og en tro i eller på livet kan tage hånd om dem selv og andre. Vi skaber livsmod og handlemuligheder.

Børnefestival er en festival for børn fra 6-12 år. Festivalformen er defineret som ramme, hvor deltagere har stor grad af selvbestemmelse i valg af aktiviteter. Børnefestivalens intention er at supplere med stærke fællesskaber - både i dem, som børnene deltager på festivalen med og på tværs af klubber og geografi.

Børnene kan opleve store musiske oplevelser, mangfoldige aktiviteter, globale oplevelser og tid til refleksion og samtaler om tro og tvivl.

Børnefestivalen indeholder derfor: 

  • det store fællesskab 
  • det nære fællesskab 
  • at være god nok
  • at være en del af verden 
  • at være medmenneske

Temaet er MAGISKE HÆNDER

Børnefestival 1.jpeg (5)

Temaet for Børnefestival 2020 er "MAGISKE HÆNDER". Hænder er noget, vi alle kan forholde os til. Det er konkret og nærværende. Vi har dem alle, og de ser forskellige ud. Du er dig, og jeg er mig.

Når vi kobler "magiske" til, løfter vi os over det konkrete. Magi kan ske, når vi bruger "fællesskabet hænder". Det løfter os væk fra individets eget ansvar og ind i et "vi". Når vi omsætter tanker til handlinger, kan vi være med til at skabe håb. På Børnefestival vil alle deltagere opleve temaet udfolde sig på forskellige måder. Der vil både være arbejdende hænder, hænder der løfter i flok, hjælpende hænder, kreative hænder og magiske hænder.

Børnefestival ABC

Her finder du alle mulige informationer om Børnefestival.

Jeg kender ikke nogen i KFUM og KFUK

Vil du gerne med på Børnefestival, men kender du ikke rigtig nogen i KFUM og KFUK?

Du er meget velkommen alligevel.

Kontakt Heidi Seidelin, hs@kfum-kfuk.dk, der vil hjælpe dig med at finde en forening i nærheden af dig, som du for eksempel kan besøge inden festivalen.

Rundt omkring i landet bliver der før festivalen arrangeret rigtig mange sjove aktiviteter, som du er velkommen til at deltage i.

Forplejning

Der er tre hovedmåltider lørdag og to måltider søndag. Dertil kommer mellemmåltids-snacks. Forplejning er dækket af deltagerbetalingen. Fredag har man selv madpakke med til om aftenen. Allergier og andet meldes til festivalen ved tilmelding.

Overnatning

Vi sover allesammen i klasselokaler på en lokal skole. Før festivalen er det muligt at vælge, om man vil sove på pige- eller drengesovesal eller på sovesal med både drenge og piger.

Når der er forskellige aktiviteter, er det altid muligt at deltage sammen med dem, man er afsted sammen med. Vi følges også altid hen til dér, hvor aktiviteterne finder sted.

 

Festivalsangen 2020: "Grib magien"

Nu er Anders fra festivalbandet klar til at afsløre festivalsangen! Her kommer den som en demo-MP3, og der er tekst og noder.  

God fornøjelse med at smug-øve jer, og så glæder vi os til at fyre sangen max af, når vi mødes i Thy! 

Klik her for at høre festivalsangen

grib-magien_-brogaard_andersen-pdfSe sangteksten med noder her

grib-magien-tekst-pdfHer finder du hele sangen

Tekst og musik: Kristina Brogaard og Søren Andersen

Sangere: Karen Louise Clausen og Anders Krogsgaard

 

Om KFUM og KFUK

KFUM og KFUK er en kirkelig børne- og ungdomsbevægelse, der arbejder for at skabe relevante tilbud til børn og unge, der giver livsmod og handlemuligheder i forhold til både trosliv og samfundsliv.

Vi tilbyder aktiviteter lokalt, lejre og festivaler over hele landet og et globalt fællesskab gennem verdens største ungdomsbevægelse YMCA samt verdens største kvindebevægelse YWCA. Vi har ca. 9.500 medlemmer i Danmark, der er fordelt på ca. 130 foreninger.

I KFUM og KFUK har vi en talemåde om, at børn og unge skal vide, de kan tro på Gud - og at Gud tror på dem. Talemåden udtrykker vores forankring i det kristne, men også vores åbenhed, da det ikke er et krav, at man tror på Gud for at være medlem af KFUM og KFUK. Men vi vil gerne give alle muligheden for det.